Danmark  1500-1660  1660-1800  1800-1850  1850-1920  1920-1950  1950-1975  Forside


    1660   -     Enevælden indføres

    1665   -     Kongeloven og Griffenfeld

    1666   -     Dansk Vestindien

    1683   -     Danske lov

    1722   -     Jeppe på Bjerget

    1733   -     Stavnsbåndet 

    1788   -     De store landboreformer 

    1791   -     Slaveriet forbydes

        

  

   

   

   

  

           


    1660 -     Enevælden indføres                  Top

Danmark havde netop været i krig med svenskerne, og krigene havde ikke givet noget heldigt resultat. København var faktisk det eneste af Danmark, svenskerne ikke nåede at erobre. Efter en forgæves belejring af København i over et halvt år, rejste de imidlertid hjem igen, og i 1659 blev der sluttet fred. 

Danmark var fattigt og udplyndret efter disse krige. 50.000 mennesker døde af pest, og overalt var der mange ødegårde. 

På et møde i efteråret 1660 foreslog den skattefrie adel, at alle skulle betale en ekstra skat, så der igen kunne komme penge i statskassen. Adelen ville selvfølgelig ikke selv betale, men det ville hverken borgere eller kirkens folk være med til. Skulle der betales, måtte adelen også være med. 

Mødet udviklede sig, og der blev talt om meget andet end særskat. Indtil nu havde adelen selv valgt, hvem der skulle være Danmarks næste konge. Dette var borgerne heller ikke tilfredse med. 

Mødet varede i 3 dage. Herefter bøjede adelen sig og gik med til at betale særskatten. Desuden underskrev de en erklæring om, at Danmark nu var et arverige. Adelen kunne således ikke længere bestemme, hvem der skulle være den næste konge.

Tre måneder senere erklærede kongen - Frederik 3. - at han fremover kun ville regere med hjælp fra sine embedsmænd. Kongen var blevet enevældig. 

Enevælden varede fra 1660 til 1849. 

Loven om enevælden blev senere beskrevet i Kongeloven af 1665. 

For adelen betød loven, at de havde mistet deres principielle skattefrihed, og at borgere også kunne erhverve adelskab i kraft af fortjenester. 

Adelen var dog stadig en væsentlig magtfaktor i samfundet, idet store godsejere med over 200 tdr. hartkorn fik skattefrihed for deres hovedgårdsjord mod at fungere som skatteopkrævere overfor deres fæstebønder. Desuden måtte de beholde deres hals- og håndsret over fæstebønderne.

      


    1665 -     Kongeloven og Griffenfeld                  Top 

Kongen var enevældig fra 1660, men først i 1665 var loven om kongens enevældige magt færdig. Kongeloven blev skrevet af kongens private sekretær, Peder Schumacher. 

I Kongeloven stod der, at kongen var den øverste dommer i alle anliggender, at han var hævet over alle verdslige love, at han havde den øverste og og totalt ubegrænsede lovgivende magt, at han efter forgodtbefindende kunne udstede, ophæve eller ændre enhver lov, udstede dispensationer om hvad som helst til hvem som helst, at han frit kunne udnævne og afsætte alle embedsmænd, at han frit kunne erklære krig og slutte fred og forbund, og at han frit kunne pålægge undersåtterne told, skat og andre byrder.

Med disse rettigheder var den danske konger datidens mest enevældige konge i hele Europa, og han kunne nu gå i gang med at løse de økonomiske problemer, som de mange krige havde efterladt.

Gælden blev afviklet ved, at kreditorerne fik overdraget nogle af kongens godser som betaling. Desuden blev der indført hartkornsskat på landbrugsjord, udregnet på grundlag af jordens ydeevne. 

Frederik den 3. døde i 1670, og under den ny konge Christian 5. blev Schumacher kongens nærmeste rådgiver. Han nu fik lov til at ændre sit navn til Peder Griffenfeld - og bære adelsvåben. 

Griffenfeld faldt i unåde hos kongen i 1676. 

Han blev i første omgang dødsdømt. Senere fik han sin dom ændret til livsvarigt fængsel og endte sine dage som fange på en lille ø ved Trondheim i Norge.

     


    1666 -     Dansk Vestindien                  Top

Fra 1666  havde Danmark 3 koloniøer i Caribien: Sct. Thomas, Sct. Jan og Sct. Croix. 

Sukker var på denne tid en vigtig handelsvare. Danmark ville også have del i denne handel, og på øerne blev der anlagt en lang række sukkerrørsplantager. 

I Afrika havde Danmark et fort ved Guldkysten, hvor man samlede slaver sammen, så de var klar, når de skibene ankom for at hente ny forsyning til Caribien. 

Sukkeret og mange andre varer fra de fjerneste egne gav stor rigdom til København, der efterhånden blev centrum for handel med luksusvarer i Østersøområdet. En stor del af denne handel ophørte dog kort efter 1800.

I 1917 blev øerne solgt til USA for 25 millioner dollars.

     


    1683 -     Danske lov                  Top

Kongen ønskede, at der skulle være ens love og regler i hele kongeriget, og i 1683 blev alle andre love afskaffet og erstattet med Danske Lov. Denne lov gjorde enkelte straffe mildere, end man ellers havde været vant til - men nu kunne også adelsmænd straffes.

Dødsstraffen skulle dog stadig anvendes ved de grove forbrydelser som mord, voldtægt, større tyveri fra kirker og herregårde. 

En anden type straf var offentlig udstillelse af lovovertræderen til spot og spe. En sådan straf medførte helt naturligt tab af ære, og den udstillede kunne ikke regne med nogensinde at blive opfattet som en hæderlig borger.

Mindre tyveri medførte pisk, ved gentagelse offentlig pisk ved kagen (kagstrygning). En kag var en stolpe, der var anbragt på en høj tribune på en plads i byens centrum. Kagstrygning tjente både til offentlig opdragelse og afskrækkelse. Hjalp denne afstraffelse ikke efter hensigten, var der flere midler, man kunne tage i anvendelse: Endnu flere offentlige pisk, brændemærkning, tugthus og til sidst galgen. 

         


    1722 -     Jeppe på Bjerget                  Top

København fik i 1722 sit første rigtige teater, og i de efterfølgende år kunne man her se Holbergs populære komedier, hvor mange borgere blev gjort til grin.

Ludvig Holberg (1684-1754) var professor ved universitet i København.  

Eksempler: Den politiske Kandestøber, Den Vægelsindede, Den Stundesløse, Jeppe på bjerget, Erasmus Montanus, Barselstuen, Julestue og Mascarade.

     


    1733 -     Stavnsbåndet                  Top 

Omkring 1700 var fæstebønderne stadig meget afhængige af herremændene. Hver landsby havde deres eget lille bystævne, hvor bønderne sad og aftalte, hvornår markarbejdet skulle gøres. Markarbejdet foregik i fællesskab, idet hver gård havde mange små jordstrimler rundt om landsbyen. Alle gårdenes marker var samlet i tre store marker. 

Herremændene var meget forskellige, og da fæstebønderne helst ville være hos de godsejere, der krævede mindst hoveri, indførtes stavnsbåndet i 1733. Dette blev igen ophævet i 1788.

Loven forbød bønderne at forlade deres herremand uden særlig tilladelse. I starten gjaldt det alle drenge og mænd mellem 14 og 36 år. Da det viste sig ikke at være nok, blev alderen senere ændret til 4 - 40 år. 

Konfirmationen indførtes i øvrigt i 1736.    

     


    1788 -     De store landboreformer                  Top 

I 1766 fik landet en ny konge, Christian den 7. Det viste sig dog hurtigt, at han var syg. På en udlandsrejse mødte kongen en tysk læge, som hed Struense. Denne læge forstod at tale kongen til ro, når ingen andre kunne. Kongen led af sindssyge, og efter nogle år var det Struense og ikke kongen, der styrede Danmark. 

Struense udstedte en række nye love, der begrænsede herremændenes ret til hoveri. Selvom han i 1772 blev henrettet for majestætsfornærmelse, blev hans love faktisk de første skridt på vejen mod nye landboreformer.

Christian den 7. døde i 1808, men kongens søn (Frederik den 6.) overtog dog ledelsen allerede i 1784.

Kronprinsen nedsatte en kommission, som skulle hjælpe med at gennemføre nye landboreformer, og i 1788 blev stavnsbåndet så ophævet ved lov. 

Godsejernes magt begrænset, og fremover blev udskrivning af soldater herefter overført til staten - al hoveri skulle aftales som en overenskomst mellem godsejer og fæstebønder - en fæstebonde kunne ved indgåelse af fæstemål stille krav om, hvad der skulle være på en gård. Iflg. en gammel lov fra 1600-tallet kunne godsejerne dog heller ikke få lov til at nedlægge fæstegårdene og lægge gårdenes jord ind under godsets jord og dermed slippe for alle de nye regler. 

Faktisk var der mange godsejere, der ret hurtigt fandt ud af, at det var meget nemmere at sælge fæstegårdene end at beholde dem.

For at gennemføre de nye landboreformer, ydede staten og godsejere nu lån til de bønder, der ville være selvstændige. 

Perioden 1790 - 1813 var særdeles gode tider for de fæstebønder, der ville være selvstændige. Stærkt stigende kornpriser under Napoleonskrigene, inflation og gode lånemulighederne gjorde, at der hurtigt kom gang i de nye reformer. Fæstebønderne fik meget lettere ved at afvikle de lån, som de havde optaget for at købe deres gårde.

Omkring 1800 var halvdelen af alle landets bønder blevet selvejere. I 1810 var tallet 3/5. Mange bønder flyttede desuden deres gårde væk fra landsbyen og ud til deres nye marker. 

Landboreformerne havde gode betingelser indtil 1813, men derefter var det også slut. Danmark kom jo med i krigen på Frankrigs side, og ved fredsafslutningen mistede vi Norge, som sammen med England var vigtige aftagere for vores kornproduktion. 

England indførte importbegrænsninger af landbrugsvarer for at beskytte deres egen produktion, og denne begrænsning blev først ophævet efter 1830, hvorefter kornpriserne igen begyndte at stige - så meget, at perioden 1835 - 1875 også kaldes kornsalgsperioden. 

I 1850-erne var kornpriserne blevet så gode, at de sidste fæstebønder fik mulighed for at købe deres gård. 

          


    1791 -     Forbud mod slaveri                  Top

Danmark havde igennem mange år slaver på De vestindiske Øer, men i 1791 blev det besluttet, at dette skulle ophøre fra 1803. I årene inden 1803 blev der ført så mange slaver som muligt til Vestindien, så øerne fremover kunne blive selvforsynende med billig arbejdskraft i sukkerplantagerne.

Danmark var det første land i Europa, der forbød slavehandel.